Denne tekst omhandler Irland og Nordirlands historie før 1969. 

Teksten er blevet forkortet ned til de vigtigeste begivenheder, men skulle dog stadig give et overblik over Historien bag Konflikten

_____________________________________________________________________________  

Irland erobres

UK

Den Store Sult

Et stort folkefærd

Home Rule

Et blodbad

Diskrimination

Irland erobres (Tilbage til  toppen)

Konflikten tager udgangspunkt helt tilbage i 1100 tallet.

Oprindelig var Irland selvstændigt, og Nordirland var en naturlig del af Irland. Men i 1169 erobrede engelske riddere (normannerne) store dele af Irland. 2 år senere blev den engelske konge anderkendt som irsk overkonge. Denne erobring havde dog ikke en specielt stor indflydelse på irernes hverdag. Englænderne var katolikker, ligesom irerne, og der var derfor ikke meget forskel på en irsk irer og en engelsk irer. Den største forskel var, at de engelske riddere blev til overklassen, mens irerne (Kelterne) blev til fæstebonder og landarbejdere.  

Omkring 1500 var den engelske indflydelse svundet ind til området omkring Dublin. I 1500-tallet satte den engelske konge dog en ny dagsorden – han ville have magt over både Irland, Skotland og Wales. Som om det ikke var nok, ville han tvinge alle irere, skotter og walisere til at blive protestanter, ligesom England på det tidspunkt var blevet.  

Det gik let og hurtigt med Skotland og Wales, men Irland ville ikke finde sig i at blive protestantisk. Både Irere og Normanner (De englændere der i starten havde erobret Irland) kæmpede bravt for at stoppe englænderne, i form af oprør. Det største oprør fandt sted i 1601 og blev ledet af de to største høvdinge af Ulster. Dog slog også dette oprør fejl. De to høvdinge blev forvist, England overtog Ulster og de irske fæstebæønder og landarbejdere blev forvist fra de frugtbare områder.  

Der blev hurtigt et protestantisk flertal i Ulster, mens der dog stadig var mange katolikker. Forholdet mellem de to parter var mest præget af had og mistænksomhed, og det varede ikke længe, før området blev delt i en protestantisk del og en katolsk del. Protestanterne dannede Ulsters mellem og overklasse, mens katolikker dannede underklassen.  

UK (Tilbage til  toppen)

I 1801 blev Irland presset ind i United Kingdom, sammen med Skotland og Wales. London blev hovedstad for alle fire lande, og Irland blev styret af et britisk parlament i London, der dog havde en del protestantiske irere - dog ingen katolske...

I disse år blomstrede industrien også i Ulster. Resten af Irlands byer blev udset til at skaffe fødevarer til de større industrielle byer. På store godser arbejdede millioner irere for at skaffe fødevarer. For deres arbejde fik de tildelt et stykke ufrugtbar jord i udkanten af godsets område. Irerne levede hovedsageligt af kartofler, eftersom alt andet var for dyrt at dyrke. Kartoflerne kunne da også brødføde en stor familie, hvilket også var vigtigt, eftersom de irske familier var meget store. I 1845 nåede befolkningstallet op på 8 millioner!  

Den Store Sult  (Tilbage til  toppen)

I 1846 indtraf der en katastrofe for irerne. Kartoflerne blev ramt af en skimmelsvamp og rådnede kort tid efter, de var gravet op. Dette resulterede i at mange irere døde af sult, men regeringen i London greb ikke ind.  De var bange for, at det kunne ødelægge Englands økonomi. Heller ikke godsejerne så nogen grund til at gribe ind, eftersom de tjente fedt på at sælge kød og korn til skyhøje priser. Kartoffelsygdommen kom igen i 1847 og 1848.     

Den Store Sult som katastrofen blev kaldt, gjorde, at Irlands befolkningstal faldt fra 8 millioner til 6 millioner, både pga. udvandring og hungersnød.

De irere, der nåede til USA, blev behandlet endnu værre end slaverne i USA. De opgaver som de hvide i USA ikke ville lade deres slaver gøre, lod de irerne gøre. Dette indebar bl.a. Gravning af drænings kanaler i de malaria fyldte områder – Irerne døde som fluer.  

Under hungersnøden blev denne rapport tryk i en avis i Cork i det sydlige Irland:

”Det følgende er en beretning om, hvad jeg så i går aftes i nærheden af Toureen. I et kålbed så jeg….ligene af Kate Barry og hendes to børn, delvis dækket af et tyndt lag jord, men sådan at hendes hænder og ben ikke var dækket; kødet var helt væk, ædt af hunde… På en afstand af omkring 25 meter, på den modsatte side af vejen, lå to usle gamle huse, med to lig i hvert…. Det behøver ikke yderligere kommentarer, men man må spørge sig selv, om vi virkelig befinder os i en del af Det Forenede Kongerige?”

(Citeret i bogen Konflikten i Nordirland af R. G Grant)

Et stort folkefærd  (Tilbage til  toppen)

I tidens løb har 6 millioner irere udvandret til USA og heraf er halvdelen udvandret til USA. Her har de formeret sig så meget, at 44 millioner amerikanere idag påstår, at de er af irsk afstamning! Det samme gør 14 mil. australiere, 5 mil. canadiere og 3-4 mil. briter. Når man lægger alle dem sammen med Irlands egen befolkning, bliver det til omkring 70 millioner irere! Dette har en betydning for Irlands fremtid, eftersom fx. den amerikanske præsident gerne vil stå på god fod med 44 millioner vælgere.  

Home Rule  (Tilbage til  toppen)

I 1798 prøvede irerne igen at smide englænderne ud af Irland, hvilket dog ikke lykkedes, på trods af militær støtte fra Frankrig. Istedet valgte mange irere at prøve forhandling istedet. Målet var i første omgang Home Rule, der ville betyde, at Irland stadig ville have den engelske Konge og Dronning, at militæret og udenrigspolitikken stadig ville blive styret af parlamentet i London, men at Irland tilgengæld selv havde kontrol over indre forhold - skole væsen, sociale forhold, politiet og domstolene. Disse "indre forhold" skulle så ledes af et parlament i Dublin.  

Der blev iløbet af 1800-tallet fremsat 2 love om Home Rule, der dog begge blev forkastet af protestanterne i Nordirland. De mente at “Home Rule is Rome Rule”, altså, at katolikkerne ville komme til at bestemme og at det i sidste ende ville blive paven som styrede Irland.  

I 1912 blev der dog aftalt en ny lov om Home Rule, som skulle træde i kraft i 1914. Der var dog det problem, at protestanterne stadig var imod denne lov. De var bange for, at deres gode økonomi med industri osv. skulle smuldre, hvis Irland blev fik Home Rule. Protestanterne dannede endda militære grupper, der skulle forsvare unionen med England. Disse grupper blev kaldt “The Ulster Volunteers”.  

Faktisk var økonomien i Nordirland rigtig god på det tidspunkt, især i Belfast. Belfast’s skibsværfter blev anset for at være meget morderne, selvom deres stolthed – Titanic- sank på sin jomfru rejse i 1912.

Det andet problem var, at England var blevet inddraget i 1. Verdenskrig og både de irske og engelske politikere blev enige om at udsætte loven til efter krigen. Mange irere var på det tidspunkt så positive overfor England, at de frivilligt meldte sig til krigen.

Desuden var der også katolske dele af Irland, hvor der var modstand mod Home Rule – de ville have, at Irland skulle blive selvstændigt - Home Rule var ikke nok! Små grupper stod imod, og deres militante modstand blev ledet af det nationalistiske parti, Sinn Fein, og den militære organisation “The Irish Volunteers”, der blev forløberen for IRA.  

Et Blodbad  (Tilbage til  toppen)

I påsken 1916 mente The Irish Volunteers, at de havde mulighed for at fordrive englænderne fra Irland, eftersom de fleste soldater var i krig. Oprøret slog dog fejl og endte med 550 dræbte og 200 sårede. Irerne var nu bange for, at muligheden for Home Rule var ødelagt og var derfor ikke glade for oprøret. Stemningen svingede dog, da England begik den fejl at henrette 15 af lederne fra oprøret. Nu anså irerne ikke længere oprørene for at være banditter, men derimod helte!   

I 1918 vandt Sinn Fein næsten alle de irske stemmer ved valget til det britiske parlament. De valgte medlemmer valgte dog ikke at have noget at gøre med britterne og dannede istedet deres eget parlament i Dublin og erklærede Irland for selvstændigt – dette skete i 1919.

England svarede igen ved at sende en stor styrke til Irland. Denne styrke havde dog ikke store chancer mod de irske mænd, der ikke bar uniformer. Det var nemt for irerne at finde soldaterne og skyde disse, eftersom de havde uniformer på. Det samme har soldaterne i kamp mod IRA erfaret de sidste 25-30 år.  

For at ende krigen indbød briterne de irske katolikker til forhandlinger. Det blev kort sagt besluttet, at parlamentet i Dublin blev anderkendt, så længe, der ikke blev gjort krav på Nordirland. Tilgengæld fik Ulster lov at beholde Home Rule. Den katolske del af Irland dannede nu Irish Free State, som kun var tilknyttet England via Kongen. Denne irske Republik blev medlem af EU samtidig med Storbritannien og Danmark i 1973.  

Begivenhederne i den engelsk-irske krig blev forherliget i populære irske sange. En af de kendteste sange er den om Kevin Berry, som var en 18-årig IRA-frivillig, der blev hængt af briterne i 1920, fordi han havde deltaget i et baghold, i hvilket en soldat var blevet dræbt. For briterne var han morder, men for katolikkerne blev han en helt og en martyr.

Sangen starter således:

”I Montjoy-fængslet en mandag morgen

højt i et galgetræ

gav Kevin Barry sit unge liv

for frihedens sag.

Han var kun en dreng på atten somre

men ingen kan benægte

at han gik i døden den morgen

med stolt og løftet pande”

(Citeret i bogen Konflikten i Nordirland af R. G Grant)

Diskrimination  (Tilbage til  toppen)

I 1921 blev Nordirland en selvstyrende provins. De fik deres egen parlamentsbygning, der dog var “protestantisk og til et protestantisk folk”, som den nordiske premierminister sagde i 1932, da bygningen blev indviet. Den lille provins med godt en million indbyggere, blev altså regeret efter de britiske traditioner for demokrati, hvilket betyder, at flertallet bestemmer. Dette blev selvfølgelig et problem, eftersom flertallet var protestanter. Regeringen førte desuden en politik til fordel for protestanter.

Desuden var det hårdt for katolikker at få ordentlige jobs, mens det var langt nemmere for protestanter - det er diskrimination!

Mange katolikker og nogle protestanter begyndte at gå marcher, for at vise omverdenen, hvordan de havde det. Den unge Bernadette Devlin var meget aktiv i disse marcher og i 1969 blev hun som 21-årig valgt til parlamentet i London. Her forsømte hun ingen lejlighed til at fortælle om forholdene i Nordirland.